I TN og STN LCD er den eneste måde at drive elektroderne på at drive X-aksen og Y-aksen. Hvis displaydelen er større og større, kan elektrodereaktionstiden for den centrale del derfor være længere. for at skærmen kan vises ensartet, vil den overordnede hastighed sænkes. Kort sagt,'s som om skærmopdateringsfrekvensen på CRT-skærmen ikke er hurtig nok. Det'er, når brugeren mærker skærmen flimre og hoppe. Eller når en hurtig 3D-animationsvisning er nødvendig, men skærmens visningshastighed ikke kan følge med det, og visningen kan blive forsinket. Derfor har den tidlige LCD-skærm visse størrelsesbegrænsninger, og den er ikke egnet til at se film eller spille 3D-spil.
For at forbedre denne situation brugte flydende krystaldisplayteknologi aktiv matrix-adressering til at køre senere. Dette er den ideelle enhed til at opnå høj datatæthed flydende krystaldisplayeffekt, og opløsningen er meget høj. Metoden er at bruge siliciumtransistoren elektroder lavet af tyndfilmsteknologi til at vælge et hvilket som helst displaypunkt (pixel)-omskifter ved scanningsmetode. Faktisk bruges den ikke-lineære funktion af tyndfilmstransistoren til at erstatte den ikke-lineære funktion af flydende krystal, som er svær at kontrollere. TFT-type flydende krystal display, tynde trådlignende linjer er tegnet på ledende glas, og elektroderne er matrixkontakter arrangeret af tyndfilmstransistorer. I skæringspunktet mellem hver linje er der en kontrolboks. Selvom drivsignalet scannes hurtigt ved hvert visningspunkt, er kun transistormatrixen på elektroderne valgt. Visningspunktet kan drive spændingen af flydende krystal molekyle nok til at gøre aksen for flydende krystal molekyle til et"lys" kontrast. Det uvalgte visningspunkt er naturligvis et"mørkt" kontrast, hvorved man undgår displayfunktionens afhængighed af den flydende krystals effekt på elektrisk felt.
