OLED, eller organisk lysemitterende diode, kaldes også organisk elektro-laser display. På grund af dens egenskaber af lethed, tyndhed og strømbesparelse har denne skærm været meget brugt i MP3-afspillere siden 2003. For DC- og mobiltelefoner, der hører til digitale produkter, er der kun vist OLED'er i nogle udstillinger. De tekniske prøver af skærmen er endnu ikke gået ind i den praktiske anvendelsesfase. OLED-skærme har dog mange fordele i forhold til LCD-skærme.
TFT betyder, at hver flydende krystal-pixel på flydende krystal-skærmen drives af en tyndfilmstransistor, der er integreret bag den. Således kan skærminformationer med høj hastighed, høj lysstyrke og høj kontrast opnås. TFT-LCD (Thin Film Transistor Liquid Crystal Display) er en af de fleste flydende krystalskærme.
Den grundlæggende struktur af OLED er et tyndt og gennemsigtigt tinoxid (ITO) med halvlederegenskaber, som er forbundet med den positive elektrode af elektricitet, og en anden metalkatode tilføjes for at danne en sandwichstruktur.
Hele strukturlaget inkluderer: hultransportlag (HTL), lysemitterende lag (EL) og elektrontransportlag (ETL). Når strømmen leveres til en passende spænding, vil de positive elektrodehuller og de negative elektrodeladninger kombineres i det lysemitterende lag for at producere lys. De tre primære farver rød, grøn og blå fremstilles efter deres forskellige formuleringer, som udgør grundfarverne.
Det karakteristiske ved OLED er, at det udsender lys af sig selv. I modsætning til TFTLCD, som kræver baggrundsbelysning, har den høj synlighed og lysstyrke efterfulgt af lave spændingskrav, høj energibesparende effektivitet, hurtig respons, let vægt, tynd tykkelse, enkel struktur og lave omkostninger.
TFT refererer generelt til tyndfilms flydende krystalskærme, men refererer faktisk til tyndfilmtransistorer (matrix)-kan"aktivt" styre hver uafhængig pixel på skærmen, som er oprindelsen til den såkaldte aktive matrix TFT. Så hvordan er billedet produceret? Grundprincippet er meget enkelt: Displayskærmen er sammensat af mange pixels, der kan udsende lys af enhver farve, og formålet kan opnås ved at styre hver pixel til at vise den tilsvarende farve.
I TFT LCD bruges baggrundsbelysningsteknologi generelt. For nøjagtigt at kontrollere farven og lysstyrken for hver pixel er det nødvendigt at installere en lukkerlignende kontakt efter hver pixel. Når"blinds" er åbnet, kan lys passere igennem. Når skodderne er lukkede, kan lys ikke passere igennem. Selvfølgelig er det teknisk set ikke så simpelt som det netop nævnte.
Selvom OLED'er med bedre teknologier vil erstatte LCD'er som TFT'er i fremtiden, har organiske lysemitterende skærmteknologier stadig kortlivede og svære at store skærme. Strukturen af OLED kan visuelt sammenligne hver OLED-enhed med en hamburger. Det lysemitterende materiale er den grøntsag, der er klemt ind imellem, og hver OLED-skærmenhed kan producere tre forskellige farver lys under kontrol. Ligesom LCD har OLED aktive og passive skel. I passiv tilstand lyser cellen valgt af række- og kolonneadressen; i aktiv tilstand er der en tyndfilmstransistor (TFT) bag OLED-enheden, og den lysemitterende enhed lyser af TFT-drevet. I den nuværende situation er passive OLED'er mere strømbesparende, men aktive OLED'er har bedre skærmydeevne.
