Som vi alle ved, er den virkelige verden et tredimensionelt rum. Bortset fra tidsdimensionen består den virkelige verden af tre dimensioner: længde, bredde og højde. Vi lever i denne tredimensionelle verden hver dag, og de fleste af de eksisterende displayenheder kan kun Vise todimensionel information giver ikke folk en ægte tredimensionel følelse. For at få de viste objekter og scener til at have en følelse af dybde (det vil sige 3D), har folk udført forskning i 3D-skærmteknologi. Efter mere end to årtiers udvikling er der opnået meget frugtbare resultater.
Brillerfri 3D-skærme bruges i vid udstrækning på forskellige områder såsom reklame, medier, demonstrationsundervisning, udstillinger og film og tv. Forskellig fra den traditionelle kikkert 3D-skærmteknologi har 3D-skærmen med det blotte øje sine unikke egenskaber ved det blotte øje, det vil sige, at publikum ikke behøver at bære briller eller hjelme for at se 3D-effekten, og dens realistiske dybdeskarphed og tredimensionelle indtryk forbedrer publikum kraftigt. Den visuelle effekt og fordybelse under seeroplevelsen er blevet det bedste displayprodukt til produktfremme, offentlig promovering og videoudsendelse.
Men hvordan opfatter seerne 3D uden at bære noget udstyr?
1. Hvordan det blotte øje opfatter 3D
Den virkelige verden er en tredimensionel verden. De billeder, der ses af det menneskelige øje, når man ser objekter, har en sideforskel. Afvigelsen mellem to billeder kaldes ulighed/parallakse. Det er denne parallakse, der gør det muligt for folk at skelne afstanden mellem objekter og opnå en tredimensionel effekt. Ifølge forskellige parallakseværdier kan parallakse opdeles i positiv parallakse, negativ parallakse og nul parallakse. Når publikum ser på, får positiv parallakse folk til at føle, at objektet er dybt ind i skærmen; negativ parallakse får folk til at føle, at objektet flyder uden for skærmen; nul parallakse er grænsen mellem positiv og negativ parallakse, og objektet projiceres bare på skærmen, det vil sige, vi sagde ofte nulplan. Om sommeren er stjernerne langt væk fra os. Den synslinje, vi ser på stjernerne, er næsten parallel. På dette tidspunkt er parallaksen tæt på nul. Det er svært for det menneskelige øje at skelne afstanden mellem stjernerne. Derfor føler vi, at stjernerne er så langt væk fra os. Tredimensional.
Den menneskelige hjerne er et ekstremt komplekst nervesystem. Det kan producere en tredimensionel fornemmelse gennem fusionsreflektion af det optiske nervecenter og visuel psykologisk respons af to parallaksebilleder, der reflekteres i øjnene. Ved hjælp af dette princip kan vi vise to venstre og højre billeder med parallakse på skærmen og sende dem til henholdsvis venstre og højre øje for at opnå en 3D-følelse.
Princippet om 3D-skærm med det blotte øje er generelt at opdele det billede, der vises på skærmen, gennem et gitter eller en linse, så det menneskelige øje kan modtage forskellige billeder og dermed realisere 3D-display. Spaltegitteret viser det viste indhold ved at placere en slids med passende parametre foran displaypanelet. Efter en vis afstand kan lyset, der når det menneskelige øje, adskilles, og de to øjne modtager to billeder med parallakse. I figur 1 kan det menneskelige øje se henholdsvis blåt og grønt, hvilket kan give en tredimensionel effekt.
